22.
søndag efter trinitatis
Matt
18, 23-35
Matt 18, 23-35
v23 Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre
regnskab med sine tjenere. v24 Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der
skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham. v25 Da han ikke havde noget at
betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han
ejede, skulle sælges og gælden betales. v26 Men tjeneren kastede sig ned for
ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen. v27
Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden.
v28 Men da den tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham
hundrede denarer. Og han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder!
v29 Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så
skal jeg betale dig. v30 Det ville han ikke, men gik hen og lod ham kaste i
fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte. v31 Da hans medtjenere nu så,
hvad der var sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre
alt, hvad der var sket. v32 Da kaldte hans herre ham for sig og sagde: Du onde
tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. v33 Burde du så
ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig?
v34 Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt
alt, hvad han skyldte. v35 Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver
eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.«
Denne
lignelse har Herren fortalt straks efter det svar, han gav Peter, efter at han
havde betroet ham nøglerne til absolutionen med fuldmagt til at tilgive eller fastholde
synderne. Da Peter spurgte ham, hvor ofte han skulle tilgive sin næste, om det
var nok med syv gange, svarede han: Ikke op til syv gange, men op til
syvoghalvfjerds gange.” Dernæst fremsætter han denne lignelse og slutter med,
at hvis vi ikke tilgive vor næste, skal vor himmelske fader gøre med os, som
denne konge gjorde med sin tjener, der ikke ville eftergive sin medtjener en så
ringe gæld, skønt han selv var blevet eftergivet en så stor.
Guds
to styreformer
Inden vi tage
fat på selve teksten, vil vi først se, hvad det er for et stød, at denne tjener
her bliver nægtet sin lovlige ret. For den anden tjener, som skyldte ham
hundrede kroner, skulle jo rimeligvis efter al lov og ret have betalt ham disse
penge. Den første tjener havde jo også denne fuld ret til at kræve, hvad hans
var. Enhver domstol ville jo også tage hans parti og sige: Det er ret og
rimeligt, at den anden betaler ham, hvad han er skyldig. Hvordan går det da
til, at Herren ophæver retten og tilmed fordømmer denne tjener, fordi han kræver
og vil udøve sin ret?
Syndsforladelsens
rige
Svar: Det er
skrevet, så vi skal se, hvor ganske
anderledes sagen står for Gud end for verden, og hvor ofte det, som for
verden er ret og rimeligt, er uret for Gud. For verden står denne tjener som en
from mand, men for Gud må han hedde en skurk og beskyldes for at have handlet
som en, der fortjener den evige fordømmelse. Derfor står det fast, at når vi
skal stå for Guds domstol, må vi stå
ganske blottede og lade gods, ære, ret, uret og alt, hvad vi har fare. Her kan
vi ikke undskylde os med at sige: Jeg har ret, derfor vil jeg ikke finde mig i,
at man gør mig uret. Gud vil have, at vi skal opgive al vor ret og tilgive vor
næste.
Derfor har vi ofte sagt, at evangeliet eller Guds rige ikke er andet end
en sådan stand eller styre, hvor der udelukkende findes syndsforladelse, og
at hvor der ikke er et sådant styre, hvor man forlader synden, er der intet
evangelium eller Guds rige. Derfor må man skille de to slags riger langt fra
hinanden, hvor man straffer synden og forlader synden, eller hvor man kræver
ret og eftergiver ret. I Guds rige, hvor han regerer ved evangeliet, fordrer
man ingen ret. Her omgås man heller ikke med nogen ret, men her er udelukkende
forladelse, eftergivelse og ingen vrede eller straf, men blot broderlig
tjeneste og velgerning.
Samfundets
rige
Dog er den
verdslige ret hermed ikke ophævet, for denne lignelse lærer ikke om det
verdslige rige, men alene om Guds rige. Den, som hører under det verdslige styre,
er derfor endnu langt fra Himmerige, for alt dette hører endnu i sig selv til
Helvede. Når en fyrste derfor regerer sit folk sådan, at han ikke lader nogen
gøre uret og straffer forbryderne, gør han vel og prises for det. I dette
regimente hedder det: Betal, hvad du er skyldig; hvis ikke, så kaster man dig i
fængsel. Et sådant styre må vi have. Men dermed kommer man ikke i Himlen, og
verden bliver heller ikke frelst ved det. Men
det er nødvendigt, for at verden ikke skal blive værre end den er. Det er
kun en beskyttelse mod og en mur for ondskaben. Hvis det ikke eksisterede,
ville den ene æde den anden og ingen kunne beholde liv, ejendele, ægtefælle og
børn i fred. For at alt nu ikke skal gå under, har Gud indsat sværdet, hvorved ondskaben, om end kun til dels kan
blive hæmmet og der kan opretholdes ydre fred,
så ingen gør den anden uret. Dog er det, som sagt, ikke indsat for at hjælpe
folk til Himlen, men kun for at mennesker ikke skal komme dybere i Helvede og
gøre deres tilstand endnu værre.
Derfor må ingen rose sig af, at han
handler ret for Gud, fordi han er under det verdslige styre. Alt dette er endnu
uret for ham. Det må komme dertil med dig, at du også giver slip på det, som
verden holder for ret. Det er det, vores evangelietekst mener. Den afmaler os,
på begge sider, udelukkende forladelse. For det første eftergiver Herren
tjeneren al hans gæld. For det andet fordrer han af ham, at han på samme måde
skal tilgive sin medtjener og eftergive ham hans gæld. Sådan vil Gud have det,
og sådan skal det gå til i hans rige. Ingen skal være så ond eller blive så
vred, at han ikke kan tilgive sin næste. Selv om han, som der står ovenfor, gjorde
dig vred syvoghalvfjerds gange, det vil sige, hvor ofte han end kan gøre dig vred,
så skal du dog lade din ret fare og eftergive ham alt sammen.
Det
skal mærkes
Hvorfor? Fordi Kristus har gjort det samme mod dig.
For han har oprettet og stiftet et sådant rige, hvor der udelukkende er nåde, som aldrig skal ophøre, så alt skal være
dig tilgivet, hvor ofte du end synder. Han har ladet evangeliet udgå, som ikke
forkynder nogen vrede, men ren og skær nåde. Så længe dette styre derfor består, kan du altid rejse dig op igen,
hvor dybt og ofte du end er faldet. Selv
om du falder, bliver dette evangelium og denne nådestol dog altid stående. Så
snart du derfor står op og kommer tilbage, har du igen nåden. Men det vil han have af dig, at du også skal tilgive
din næste på samme måde, som han gør mod dig. Ellers skal du ikke blive i dette
nådens rige eller nyde godt af dette evangelium, at dine synder bliver dig
forladte. Det er kort fortalt dette evangeliums indhold og mening.
Men teksten forbigår heller ikke, hvem de
er, som modtager evangeliet, og hvem det smager. Det er ganske vist et herligt
kongerige og et nådigt styre, fordi der i det udelukkende prædikes
syndsforladelse, men dog går det ikke
alle til hjertet. Derfor er der mange tøjlesløse mennesker, som misbruger
evangeliet. De lever, som de har lyst til, og gør, hvad de vil. De mener, at
ingen skal straffe dem, fordi evangeliet udelukkende prædiker syndernes
forladelse. Men evangeliet er ikke
prædiket for dem, som på denne måde foragter den høje skat og omgås så løsagtig
dermed. Derfor hører de ikke til dette kongerige, men til det verdslige styre,
som skal forhindre at de ikke kan gøre alt, hvad de har lyst til.
For hvem er det da prædiket? For dem, som føler sådan jammer, som
denne tjener. Se derfor hvordan det går ham! Herren forbarmer sig over hans
elendighed og skænker ham desuden langt mere, end han turde ønske. Men før det
sker, siger teksten, at Herren ville holde regnskab med sine tjenere. Da han
begyndte at holde regnskab, blev denne tjener ført frem for ham, som skyldte ham
ti tusinde talenter. Men da han ikke havde noget at betale med, bød hans Herre,
at han skulle sælges og hans hustru og børn og alt det, han havde, og at der
skulle betales. Det var jo ingen trøsterig prædiken, men udelukkende
forfærdeligt alvor og den forskrækkeligste dom. Da bliver han så bange, at han
falder på knæ, beder om nåde og lover mere end han kan betale. Han siger: ”Hav
tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen.” Hermed afmales og
beskrives det for os, hvem de er, som evangeliet rigtig bliver til gavn.
Guds
to hænder – lov og evangelium
For sådan går
det også til mellem Gud og os. Når Gud vil holde regnskab med os, så lader han sin lov prædike, ved
hvilken vi lærer at erkende, hvad vi er skyldige. Gud siger da til
samvittigheden: Du må ikke have andre guder, men holde mig alene for Gud, elske
mig af hele hjertet og forlade dig på mig alene. Det er regningen og fortegnelsen,
hvori der står skrevet, hvad vi er skyldige. Det tager han i hånden, læser det
op for os og siger: Se, det skulle du gøre. Du skulle frygte, elske og ære mig
alene. Du skulle forlade dig på mig alene og vente dig det bedste af mig. Men
så gør du det modsatte. Hader mig, tror ikke på mig og sætter din fortrøstning
til andre ting. Kort sagt: Her ser du, at du ikke holder et eneste bogstav af
min lov.
Når nu samvittigheden hører dette og loven
virkelig kommer ind på livet af os, da ser vi, hvad vi er skyldige at gøre og
ikke har gjort. Da mærker vi, at vi ikke har holdt et bogstav af loven, og må
bekende, at vi ikke et øjeblik har troet på eller elsket ham. Hvad gør Herren
nu? Når samvittigheden på den måde er fanget og erkender, at det må være ude
med alt og ængstes og ryster over det, så siger han: Sælg ham og alt, hvad han
har, og lad ham betale. Det er den dom,
som følger, så snart loven åbenbarer synden og siger: Det skulle du have gjort,
men du har ikke gjort det. For til synden
hører straf, som må betales. For Gud har ikke givet sin lov for at lade dem
forblive ustraffet, som ikke holder den. Den er ikke sød eller venlig, men
bringer bitre, gruelige straffe med sig. Den overgiver os til Djævelen, kaster
os i Helvede og lader os blive liggende i straffen, indtil vi betaler den
sidste øre.
Det har Paulus forklaret fint i Rom 4, 15,
hvor han siger: ”Loven fremkalder vrede.” Det vil sige, at når den åbenbarer
os, at vi har handlet ilde, så bringer den os intet andet end vrede og unåde.
For når samvittigheden ser, at den har handlet forkert, så føler den, at den må
være skyldig til den evige død. Af dette følger straffen straks, så samvittigheden
må fortvivle. Det betegnes derved, at Herren befaler, at denne tjener skal
sælges med alt, hvad han har, fordi han ikke kan betale.
Hvad gør nu tjeneren? Den dåre mener, at
han stadig kan betale, falder ned og beder Herren have tålmodighed med ham. Det
er alle samvittigheders plage. Når synden kommer og nager dem, så de føler,
hvor dårligt deres sag står med Gud. Så har de ingen ro, men løber hid og did.
De søger hjælp her og dér for at blive synden kvit og indbilder sig stadigvæk
at kunne gøre noget for at betale Gud. Det har man også hidtil lært os. Deraf
er også de mange valfarter, stifter, klostre og messer kommet. Derfor har vi
fastet og pisket os og er blevet munke og nonner. Alt sammen af den grund, at
vi formastelig har tiltroet os at kunne føre en sådan livsførelse og gøre så
mange gerninger, at Gud skulle tage hensyn til det og lade sig betale dermed. Med
disse ting har vi da villet berolige og stille vore samvittigheder tilfreds for
Gud, og har således båret os ad aldeles som denne dåre.
Et sådant hjerte, som på den måde er ramt
af loven og føler sin jammer og nød, er nu ret ydmyget. Derfor falder det ned
for Herren og beder om nåde. Kun har det endnu den fejl, at det vil hjælpe sig
selv, og det kan man ikke få bort fra vores natur. Når samvittigheden føler denne
elendighed, kan den godt love mere, end alle engle i Himlen formåede at gøre.
Da kan man let få den til at forpligte sig til at gøre alt, hvad man vil fordre
af den. Den er altid sådan indrettet, at den endnu gerne vil gøre fyldest for
synden med gerninger.
Betragt kun det væsen, som man hidtil har
øvet i verden, så vil du finde, at det forholder sig sådan. Hidtil har man
prædiket: Giv til kirkerne, løb i kloster, stift så og så mange messer, så skal
dine synder forlades dig. Og når man ved skriftemålet plagede vore
samvittigheder, så gjorde vi alt, hvad man pålagde os, og gav gerne mere, end
der var befalet. Hvad skulle vel de arme mennesker gøre? De var glade ved, at
de dog kunne hjælpes på den måde. Derfor løb de hen og plagede sig, så de kunne
blive deres synder kvit. Men det hjalp dog ikke, for samvittigheden forblev i
tvivl som før og vidste ikke, hvordan den stod sig med Gud. Eller også faldt
den i sikkerhed, så det blev endnu værre med den, så den havnede i den hovmodige
indbildning, at Gud skulle tage hensyn til gerningerne. Det kan fornuften ikke
lade være med. Den kan ikke holde op med at beskæftige sig med gerninger.
Derfor kommer Herren nu og forbarmer sig
over denne tjeners elendighed, som ligger sådan fanget og bundet i sine synder
og desuden er en sådan dåre, at han vil hjælpe sig selv ud deraf. Han ser ikke
efter nogen barmhjertighed. Han véd ikke af nogen nåde at sige. Føler intet
uden synden, som trykker ham hårdt, og kender ingen, som kan hjælpe ham. Da
forbarmer Herren sig over ham og slipper ham fri. Heri afmales os nu, hvad
evangeliet og dets væsen er, og hvordan Gud behandler os. Når du ligger sådan i
synden og plager dig med at hjælpe dig selv ud deraf, så kommer evangeliet og
siger: Nej, ikke sådan, kære ven! Det hjælper ikke, om du så kvæler og plager
dig til døde. Dine gerninger udretter det ikke, men Guds barmhjertighed er det,
som udretter det, idet han ynkes over din elendighed og ser, at du ligger i denne
angst og vælter dig i dit slam og kan ikke hjælpe dig selv ud af det eller
betale din gæld. Det ser han og eftergiver dig det alt sammen.
Derfor er her intet uden blot
barmhjertighed. For han eftergiver dig skylden, ikke for dine gerningers og din
fortjenestes skyld, men fordi han ynkes over dit skrig, klage og knæfald. Dette
hedder, at Gud ser til et ydmygt hjerte, som David siger i Salme 51, 19: ”Mit
offer, Gud, er en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser
du ikke, Gud.” Et sådant hjerte, siger han, som er sønderbrudt og sønderknust,
som ikke kan hjælpe sig selv, men bliver glad ved at Gud rækker det hånden, er
det bedste offer for Gud og den rette vej til Himlen.
Af denne Guds barmhjertighed, hvor han
ynkes over vor elendighed, følger nu også, at han lader sin ret fare, ophæver
den og ikke mere siger: Sælg det, du har, og betal! Han havde stadigvæk godt
kunnet sige: Du må betale, jeg har ret dertil; jeg vil ikke ophæve min ret for
din skyld. Ingen havde kunnet laste ham for det. Men han vil nu ikke handle med
ham efter denne ret, men lader nåde gå for ret. Han forbarmer sig over ham og
giver ham fri med hustru og børn og alt, hvad han har, og eftergiver ham desuden
hele hans gæld.
Dette er det, som Gud lader forkynde ved
evangeliet: Den, som tror, skal ikke
alene skylden, men også straffen være eftergivet. Her må ingen gerninger
indblandes; for den, som prædiker, at man ved gerninger kan komme fri af gælden
og straffen, har allerede fornægtet evangeliet. For de to ting kan ikke
forliges: at Gud forbarmer sig, og at du skulle fortjene noget. Er det nåde, så
er det ikke fortjeneste; men er det fortjeneste, så er det ret og ikke nåde.
For når du betaler, hvad du er skyldig, så viser han ingen barmhjertighed mod
dig; men viser han barmhjertighed imod dig, så betaler du ikke. Derfor må vi
lade ham alene handle med os. Alene modtage og tro. Det er pointen med denne evangelietekst.
Kun
for bedrøvede samvittigheder
Læg nu mærke
til, at fordi denne tjener er sådan ydmyget ved erkendelsen af sin synd, så er
også dette ord et såre mægtigt og trøsterigt ord for ham, hvormed Herren
erklærer ham fri og eftergiver ham både hans gæld og straf. Deraf fremgår det,
at evangeliet ikke får nogen indgang hos
de sikre hjerter, og hos dem, som farer frem i egen selvindbildning, men alene
hos de ængstede samvittigheder, som trykkes af deres synder og gerne vil være
dem kvit. Over dem forbarmer Gud sig og eftergiver dem alt.
Dette ord har tjeneren måtte modtage og er derved blevet Guds ven. For hvis han ikke havde taget imod det, havde
det ikke hjulpet ham, og eftergivelsen havde da været uden betydning for
ham. Derfor er det ikke nok, at Gud
tilbyder os syndernes forladelse og forkynder et sådant nåderigt og gyldent
år, men det må også blive grebet og
troet. Tror du det, så er du fri fra synden og alt er godt. Det er nu det første stykke af et kristent liv,
som dette og alle evangelietekster lærer os. Det består dybest set i troen, som
alene har med Gud at gøre. Ved siden af det vises os også her, at man ikke kan gribe evangeliet, med mindre
man forud har en bedrøvet og stakkels samvittighed. Heraf kan du slutte, at
det er ren og skær bedrageri, hvad man prædiker om vore gerninger og vor frie
vilje. Eller når man lærer nogen anden måde, som synden kan udslettes på og
nåden erhverves, end den, som evangeliet her fremstiller. Det er, at den
guddommelige majestæt ser til vor jammer og forbarmer sig over os. For teksten
siger klart, at han eftergiver dem, som intet har, og slutter altså, at vi
intet har, hvormed vi kan betale Gud. Du må derfor have så fri en vilje, du
vil, i det ydre liv og væsen eller al den ydre fromhed og dyd, som et menneske
af sig selv kan tilvejebringe, men her hører du, at det alt sammen intet gælder
for Gud. Hvad skulle vel den frie vilje her kunne formå? Der bliver jo dog
intet uden alene frygt og fortvivlelse. Vil du derfor blive synden kvit, så må
du afstå fra og opgive al fortrøstning til alle dine gerninger og krybe til
korset, bede om nåde og dernæst gribe evangeliet i troen.
Anden del
Nu følger den
anden del. Her må også medtjeneren frem. Har vi troen, da er vi beredt til at
dø, hvornår det skal være. For denne tjener har nu nok. Han beholder sit liv og
gods, hustru og børn og har en nådig herre. Derfor ville han jo være en stor
dåre, hvis han nu ville gå hen og gøre alt hvad han kunne for at erhverve sig
sin herres nåde. Ja, hans herre havde vel da måttet sige, at han spottede ham.
Derfor behøver han slet ikke at gøre nogen gerning i dette øjemed, men alene
modtage nåden, som bliver ham tilbudt, være glad og takke herren, samt gøre mod andre, som herren nu har gjort mod
ham.
Sådan er det nu også med os. Når vi tror,
så har vi en nådig Gud og behøver nu intet mere og kunne godt dø straks. Men skal
vi leve på jorden, så må vort liv ikke være rettet derhen, at vi med gerninger
vil erhverve os Guds nåde. Den, som det gør, bespotter og smæder Gud, sådan som
man hidtil har lært, at man med gode gerninger, faste, bøn og lignende må overdænge
Gud så længe, indtil man får nåden. Nåde har vi fået, men ikke af gerninger, men
af barmhjertighed. Skal du nu leve, så må du have noget at gøre og udrette. Det
må da alt sammen være rettet mod din næste.
To
forskellige retninger og opgaver
For tjeneren
går ud. Hvordan går han ud? Hvor har han været inde? I troen har han været inde.
Men nu går han ud og skal vise kærlighed mod mennesker. For troen fører os bort fra mennesker ind til
Gud, men kærligheden fører os ud til
mennesker. Før var han inde, i enrum med Gud. For troen kan ingen se. Heller
ikke kan nogen mærke, hvad de to gør indbyrdes. Derfor hedder det at trække sig
bort fra mennesker, når man ikke ser
eller føler nogen uden Gud alene. Det sker alene ved troen, og her har
ingen ydre gerning nogen plads. Nu kommer han ud til sin næste. Var han
forblevet derinde, havde han godt kunnet fare derfra i fred, men han må ud og
leve blandt andre mennesker og omgås med dem. Her skal nu kærligheden tage sin
begyndelse. Da finder han en medtjener. Han angriber ham, lægger ham i lænker
og jern, vil have betaling og ikke vide af nogen barmhjertighed.
Det er nu det, vi ofte har sagt, at vi
kristne skal bryde ud i gerninger og dermed vise for alle mennesker, at vi har
en retskaffen tro. Gud behøver ikke dine gerninger. Han har nok i din tro. Men
derfor vil han have gerningerne gjort, for at du dermed for dig selv og al
verden kan bevise din tro. For Gud ser troen, men du og andre mennesker ser den
ikke. Derfor skal du rette dine gerninger
derhen, at de gavner næsten.
Sådan er denne tjener et eksempel og
billede på alle dem, som ud fra troen skal tjene sin næste. Men hvad gør han?
Netop som vi, der indbilder os, at vi tror, hvad vi vel også for en del gør, og
fryder os over, at vi har hørt evangeliet, og kan tale meget derom; men ingen
vil efterfølge det i livet. Så vidt har vi ganske vist bragt det, at Djævelens
lære og gøgleværk er afskaffet, så vi nu ser og véd, hvad der er ret og uret,
og at man må handle med Gud alene ved troen og med næsten ved kærligheden. Men
derhen kan vi vanskelig bringe det, at kærligheden kommer rigtig i gang, og at
den ene gør mod den anden, som Gud har gjort mod ham. Vi må jo selv beklage, at mange blandt os bliver værre, end de før har
været.
Som nu denne tjener ikke vil forlade sin
næste, men beholde sin ret, sådan gør også vi og siger: Jeg er ikke forpligtet
til at give en anden, hvad mit er, og lade min ret fare. Har denne fortørnet
mig, så er han skyldig til at gøre det godt igen og give mig erstatning. For sådan
lærer og gør verden, og i så måde har du ret. Der er heller ingen offentlig
myndighed, der vil tvinge dig til at give en anden, hvad der er dit. Den tillader
dig at gøre med din ejendom, hvad du vil. Den verdslige øvrighed tvinger dig
kun til ikke at gøre med andres, hvad du vil, men ikke til at give dine
ejendele til andre. Det er den verdslige ret
og stemmer overens med fornuftens slutning: Enhver har råderet over sit
eget. Derfor gør man intet forkert, når man bruger sit gods, som man vil og
ikke tager noget fra andre.
Men hvad siger evangeliet? Hvis Gud havde
gjort ligesådan og holdt fast på sin ret og sagt: Jeg handler rigtig, når jeg straffer
det onde og tager, hvad mit er. Hvem vil forbyde mig det? Hvordan skulle det da
gå os alle sammen? Vi måtte alle fare ned til Djævelen. Fordi Gud derfor har
givet slip på sin ret mod dig, så vil han også, at du skal gøre ligesådan. Lad
derfor din ret fare og tænk: Har Gud eftergivet mig ti tusinde talenter, skulle
jeg da ikke eftergive min næste hundrede kroner?
På denne måde er din ejendom ikke mere
dit, men din næstes. Gud havde godt kunnet beholde sit. Han var dig heller
intet skyldig, og dog giver han dig sig selv helt og holdent. Han bliver din
nådige Herre, er dig venlig og tjener dig med alle sine goder. Alt, hvad han
har, er dit. Hvorfor vil du da ikke gøre ligesådan? Vil du være i hans rige, så
må du gøre, som han gør. Men vil du blive i det verdslige rige, så kommer du
ikke i hans.
Her hører de ord i Matthæus 25, 42 til,
som Kristus på den yderste dag vil sige til alle vantro: ”Jeg var sulten, og I
gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at
drikke, osv.” Men du siger: Du har jo sagt, at Gud ikke vil tage hensyn til
gerninger, og at ingen bliver salig for deres skyld? Svar: Han vil have dem
gjort aldeles frit og for intet. Ikke i den hensigt, at deres værdighed skal
gælde noget for Gud, men at vi skal tjene næsten dermed og på den måde bevise,
at vi har en retskaffen tro. For hvad har du vel, som du kan give ham, og
hvormed du kunne fortjene, at han skulle forbarme sig over dig og eftergive dig
alt, som du har gjort ham imod? Eller hvad vinding har han deraf? Ingen uden
den, at du siger ham lov og tak og gør, som han har gjort, så man også må takke
ham i dig. Gør du det, da er du i hans rige og har alt, hvad du skal have. Det er det andet stykke af det kristne liv,
nemlig kærligheden. Ved den går man ud fra Gud hen til næsten.
Kærlighedens
gerninger
De, som nu
ikke beviser deres tro ved kærlighedens gerninger, er sådanne tjenere, som vil,
at man skal tilgive dem, skønt de selv ikke ville tilgive deres næste eller
lade deres ret fare. Men det skal også gå dem, som det gik denne tjener. For
når de andre tjenere, det vil sige, de, som prædiker evangeliet, ser dette, at
Gud har eftergivet dem alt, og at de ikke vil tilgive nogen, så blive de
bedrøvet over, at de må se dette. Det smerter dem, at man møder evangeliet med
sådan dårskab og viser sig så utaknemmelig derfor. Hvad gør de da? De kan ikke
andet end at gå til deres Herre, klage det for ham og sige: Sådan går det til her:
Du eftergiver dem både gæld og straf og skænker dem alt, men vi er ikke i stand
til at bringe det så vidt, at de igen gør mod andre, som du har gjort mod dem.
Det er klagen. Så vil Gud da kalde dem frem ved den yderste dom, foreholde dem dette
og sige: Da du var sulten, trængende og elendig, da hjalp jeg dig. Da du lå i
dine synder, ynkedes jeg over dig og eftergav dig din gæld. Har du nu gjort det
samme mod din næste? Så vil der da gå en sådan dom over dem: Du onde tjener,
jeg har forbarmet mig over dig og ladet min ret ligge, men du har ikke villet
forbarme dig over andre eller eftergive dem deres gæld, derfor må du nu også
betale, hvad du er skyldig! Her er ingen nåde eller barmhjertighed, men alene
vrede og evig fordømmelse. Her hjælper ingen bøn mere. Han må forstumme og
blive kastet i pinen, indtil han betaler den sidste øre.
Det er det, som også Peter siger i 2 Pet 2,
21 om dem, som har hørt evangeliet og igen falder fra: ”Det havde været bedre
for dem slet ikke at have lært retfærdighedens vej at kende end først at lære
den at kende og siden vende sig fra det hellige bud, som de har fået overdraget.”
Hvorfor var det bedre? Når de træder tilbage, så bliver det dobbelt så slemt
som før de havde hørt evangeliet, sådan som Kristus siger i Matt 12, 43 om den
urene ånd, som tager syv andre ånder med, værre end den selv. Den kommer og
flytter ind dér, hvor den tidligere blev drevet ud. Og det sidste bliver værre
for det menneske end det første.
Sådan går det også nu med os og sådan vil
det sikkert gå med flere. Sådan er det også gået med Rom. I begyndelsen, i martyrernes
tid, stod det godt til med det. Men siden faldt det fra og besmittede sig med
sådan vederstyggelighed, at Antikrist har sit sæde dér og har fyldt det op med
et så skammeligt væsen, at det ikke kan være værre. Guds nåde, som forkyndes
ved evangeliet er så stor, at mennesker ikke kan fatte det. Derfor må der også
følge en stor og heftig straf på dens foragt. Sådan vil vi også få at se, at
der skal komme en hård straf over os, fordi vi ikke adlyder det evangelium, som
vi har og kender. For hver gang Gud har ladet en gruelig straffedom komme, har
han forud optændt et stort lys. Da han således ville lade jøderne bortføres fra
deres land i det babyloniske fangenskab, oprejste han et stykke tid før den
fromme kong Josias, så han skulle genoprette loven, så folket blev fromt. Men
da de atter faldt fra, straffede Gud dem, som de havde fortjent. Sådan også, da
han ville lade ægypterne omkomme, da lod han Moses og Aron tænde et lys og
prædike for dem. Ligesådan da han ville fordærve verden med syndfloden. Da oprejste
han patriarken Noah. Men da mennesker ikke troede, men kun blev værre, så
fulgte den gruelige straffedom efter. På samme måde blev også de fem byer,
Sodoma og Gomorra og de øvrige, ramt med straffen, da de ikke ville høre den
fromme Lot. Derfor vil også nu en forfærdelig straf ramme dem, som hører, men
ikke modtager evangeliet, ligesom denne tjener i evangeliet bliver kastet i
fængsel og må betale, hvad han er skyldig. Dermed er så meget sagt: Han må bære
straffen. Men den, som bærer straffen for sin skyld, bliver aldrig salig. For
til synden hører døden, og når han dør, så dør han evigt, og der er ingen hjælp
eller redning mere. Lad os derfor tage dette til advarsel. Og de, som er
forhærdede og ikke vil høre, skal man lade fare, for de vil ikke udgå straffen.
For
de bedrøvede samvittigheder er dette evangelium meget trøstefuldt og sødt,
fordi det forkynder ren og skær syndsforladelse. For de hårde hoveder
derimod og for de forhærdede er det en forfærdelig dom, og det især, fordi
denne tjener ikke er en hedning, men hører under evangeliet, og har haft en tro. For når Herren
forbarmer sig over ham og tilgiver ham, hvad han har gjort, må han uden tvivl være en kristen.
Derfor er dette ikke en straf for hedningerne eller over det store flertal, som
ikke hører Guds Ord, men over dem, som hører evangeliet med deres ører og har
det i munden, men ikke vil leve derefter.
Teori
eller virkelighed
Sådan har vi
nu summen af dette evangelium. Men hvad de filosofiske teologer desuden plejer
at drøfte, om de synder igen blive tilregnet, som engang er tilgivet, lader jeg
ligge. De véd ikke, hvad syndernes forladelse er. De tror, det er noget, som ligger passivt et eller andet sted i
hjertet. I virkeligheden er syndernes forladelse jo hele Kristi kongerige,
som uden ophør består i al evighed. For ligesom solen ikke lyser og skinner
mindre, selv om jeg lukker øjnene, sådan forbliver også denne nådestol eller
syndernes forladelse bestandig stående, selv om jeg falder. Og ligesom jeg
atter ser solen, når jeg igen åbner mine øjne, sådan har jeg atter syndernes forladelse, når jeg står
op og igen kommer til Kristus. Derfor
skal man ikke gøre syndernes forladelse så begrænset, som disse tåber
forestiller sig. Det er nok for denne gang.